Når grenene hænger tungt

Træerne i vores have har tunge grene, frugten er ved at være plukkeklar, og det er om at komme igang inden eftersommerstormene klarer ærterne. Vi har både, æbler, pærer og blommer. Blommerne er dog forlængst fortæret, men de andre er modne og klar til saft, henkogning og KAGE.
Min mormor lavede den bedste frugtkage. Når jeg spiser et stykke idag får jeg flashback til mormors køkken med brændekomfur, madamblå og hygge i slagbænken. Kagen blev hentet i mormors viktualierum hvor den stod blandt frugtgrød og syltetøj.
Kagen blev spist af fine tallerkner med smukke kagegafler. Det var magisk (selvom jeg pillede valnødderne ud da jeg var barn). Som voksen spiser jeg det hele og nyder hver en bid.
Opskriften er oprindeligt med blommer og valnødder. Jeg har tidligere lavet den med blommer og mandler og forleden lavede jeg den med kanelrullede æbler og valnødder. Kagedejen er så lækker svampet og luftig på samme tid, og det er bare et spørgsmål om fantasi i forhold til hvad der kan puttes i.

Opskriften er som følgende:
220 g smør
250 g sukker
3 æg
150 g mel
1 tsk bagepulver
10 valnødder
frugt

Bages ved 190 C i ca 1 time, overdækket til sidst for ikke at blive sort!

Smør smeltes, sukker og æg piskes sammen, smør tilsættes. Mel og bagepulver blandes og røres i massen. Dejen hældes op i en smurt springform, frugt og nødder ligges dekorativt i dejen.
Kagen bages. Serveres med cremefraiche eller flødeskum.

Jeg har desværre ingen billeder af kagen, den har det med at forsvinde inden kameraet kommer frem, men jeg tænker at i godt kan forestille jer hvor lækker den er. Ellers se med her hvor jeg også anbefaler den.
Igår havde jeg besøg af Nola. Vi er i fuld gang med vores engle produktion som vi håber snart kan komme til salg. De sidste detaljer skal lige på plads inden vi siger go. Vi fik taget en masse fine billeder og havde en fest med at style, fotografere og finde på. Ved i lige hvor svært det er at tage billeder af noget gennemsigtigt, noget som nærmest ikke er der. 

Rabarber trifli

Til min fødselsdagsmiddag i fredags serverde jeg rabarber trifli i stedet for kage. Jeg bagte selv mandelmakroner og kogte kremen som min mor ville ha gjort. Desværre har vores have præsteret de mest sølle rabarber jeg nogen sinde har set så jeg måtte ud og købe, men det kunne man ikke smage.

Makroner:
3 æggehvider
150 g hjemmelavet mandelmel
250 g flormelis
1/4 stang vanille
2 tsk citronsaft
Æggehviderne piskes stive. Sukker, citron og vanille tilsættes. Massen piskes til den er sej. Det er længe! Tilsidst vendes mandelmelet i og makronerne sættes på bageplade med to skeer. Lad dem hvile i 30 min inden de bages ved 150 C i ca 15 min.
Kreme:
1 æg
2 spsk sukker
1/2 stang vanillie
2,5 tsk mel
2,5 dl mælk
Det hele koges op under omrøring og køles ned inden servering.
Rabarber:
700 g rabarber
1 dl vand
200 g sukker
1 stang vanillie
Rabarberne skæres i 5 cm lange stykker og koges møre under svag varme. Køles ned inden servering.
Det hele anrettes enten i en stor skål og i lag, eller som jeg valgte på små assietter med kreme i bunden så makroner, rabarber, flødeskum og en pyntemakron. 
Det smagte SÅ godt hvis jeg selv skal sige det!

Verdens bedste stænger!

Findes der noget bedre end de første sprøde rabarber? Nej det tror jeg ikke!! Har netop hentet de første neonfarvede sprøde rabarber i haven. Nu er de tryllet om med sukker, vanille, smør og mandler. Åhhh guf!

Her får i opskriften på den lækreste rabarber kage med smuldredej

1/2 kg rabarber skåret i små stykker
1/2-1 dl sukker alt efter hvor sur frugten er
1 spsk vanillesukker blandes og hældes op i et ildfast fad.

125 g sukker
100 g mel (evt halvt mel, halvt havregryn)
125 g smør
100 g hakkede mandler blandes og fordeles over frugten.

Bages ved 200 C i 25-30 min. Serveres med creme fraiche, vanilleis eller flødeskum.

Kagen kan også laves med æbler, blommer, stikkelsbær osv. kun fantasien sætter grænser!

Og så en klat hvidt og koldt efter eget valg! GUUUUUF!