Det lille hus på landet

Et lille frirum på landet

Jeg har fundet et lille sted, et lille frirum som er så hyggeligt at besøge, “Det lille hus på landet”. Jeg har været afsted to gange, den en gang med hele min familie og den anden gang, den vildeste luksus, helt alene. Begge gange var skønne, inspirerende og vild forkælelse.

Hvem bor i det lille hus

I det lille hus på landet bor Kristine, Nicolas, Eik og Une. Kristine og Nicolas åbner deres døre og inviterer inden for til hygge, lækre pizzaer, fantastiske kager, boller, tilbehør, kaffe, the og andre lækkerier. Det smukke glashus som Nicolas er igang med at bygge danner rammen om den lille cafe. Her kan man slå sig ned i de bløde stole, kigge på de udvalgte lopper der er lagt frem, eller hvis vejret er til det kan man nyde lækkerierne i den hyggelige have. Når man kommer ind i køkkenet falder der en hel særlig ro over en. Køkkenet dufter af hygge, de lækre sager er sat frem til selvbetjening og Kristine søger for udsøgt kaffe og de mest sprøde pizzaer. 

I min sfære

Kristine er en af de kvinder som blogland har været så gavmild at sende ind i min sfære. For 5-6 år siden læste jeg med hos Kristine og kiggede beundrende på alle hendes smukke kreative sysler. Jeg var betaget når Kristine skrev og blev fanget ind i hendes fortællinger. Da jeg så for 3 år siden gik igang med at planlægge mine egne julemarkeder tog jeg mod til mig og kontaktede Kristine. Kristine deltog med sine smukke lædervare flere markeder i træk.

I år har vi igen Kristine med, men denne gang sammen med Nicolas og deres rullende pizzaovn. Så til Jul på Stationen skal der langes hjemmelavede, økologiske pizzaer over disken. Mums jeg glæder mig. Hvis i nu ikke kan komme til mit julemarked, eller ikke kan vente så længe på at smage Kristines og Nicolas’ lækkerier så vil jeg gerne komme med en af de servicemeddelelser jeg måske fortryder. Fortryder fordi jeg så ikke længere har min lille frirumsperle for mig selv. Men jeg vil sige, at et besøg i “Det lille hus på landet” er hele køreturen til Herlufmagle værd. 14. oktober fra 10.00-17.00 er der endnu engang åbent hus, måske vi ses?

 

Skriv et svar