Hip hurra

Hip hurra det er næsten min fødselsdag. I morgen fylder jeg 36 år. Tættere på de 40! Det er vildt synes jeg. Det er vildt at jeg nu kan huske da mine forældre var på samme alder.

Det er bare noget vi leger

Jeg har altid haft det lidt svært ved det der med alder. På den ene side er jeg en gammel sjæl fanget i en ung (yngre, knap så gammel) krop, og på den anden side så har jeg altid følt at jeg ikke var helt voksen nok. Voksen nok til at have en mening og en holdning som jeg kunne delagtiggøre andre “ældre” personer i. Voksen nok til at være mor til mange. Voksen nok til at have eget hus og egen bil. Det er bare noget vi leger. I mange år havde jeg en lille stemme inden i mig som sagde ” Det er bare noget vi leger, snart er turen slut og så skal du hjem til mor og far igen”. Men 16 år efter bor jeg stadig i mit eget, nu sammen med min elskede mand og vores fire børn.

Flueben

På 36 år har jeg nået ingen ting og helt vildt meget. Jeg føler ikke jeg kan sætte helt vildt mange flueben, jeg føler hele tiden jeg er på vej, og jeg glæder mig til at finde ud af hvad jeg vil når jeg bliver stor. På den anden side så har jeg været mor i 12 år, har jeg snart kobber bryllup, har jeg uddannet mig til pædagog, har jeg fået yderligere 3 børn, har jeg købt hus langt væk fra min mor og far, har jeg mødt utrolig mange søde, sjove, skægge, spændende mennesker, har jeg fulgt mit hjerte og fundet et frirum som gør mig glad på min station, har jeg masser af planer sammen med min mand og min familie.

Jeg ved egentlig heller ikke hvad det er jeg vil sætte flueben ved, men jeg føler hele tiden jeg stadig er igang og på vej. Måske er det bare sådan livet føles, der er ikke noget der afsluttes helt, for man er hele tiden på vej. Når noget er færdigt har det allerede affødt noget nyt og vist en ny vej.

36 år

Jeg bliver 36 år i morgen, jeg er mor til fire, gift på 11. år med manden i mit liv. Jeg er glad når jeg går på arbejde og endnu gladere når jeg går hjem igen. Jeg har spændende tanker om fremtiden og fantastiske drømme at udleve. Måske alt dette i dagens anledning skal have et kæmpe flueben! ✔

Idag har jeg fejret den forestående fødselsdag sammen med min lille familie og min mor og far. Morgenmad på terrassen, cykeltur ind til Sorø for at spise is, lagkage i haven og masser af hygge og leg. Lige som jeg havde drømt om, stille og roligt og helt vildt hyggeligt!

Nu vil jeg putte min lille syge baby Niels, se en god film sammen med min mand og glæde mig til at se hvad det kommende år byder på!

Lagkagen er en sommerlagkage med bunde fra denne opskrift, rabarberflødeskum, friske bær og chokoladekugler på toppen.

De sidste par år har jeg bagt Oreos til min fødselsdag, det kommer jeg først i tanke om nu og ærgre mig lidt over de ikke kom med i år. På den anden side så ville de nok være smeltet væk inden vi satte tænderne i dem. Se her hvad jeg blandt andet bagte sidste år.

 

 

 

2 comments / Add your comment below

    1. Tak skal du have. Jeg er sikker på det bliver et fantastisk år, og min lille Niels har fået skoldkopper, så der var en grund til feberen 🙂

Skriv et svar