Mere skal der ikke til

Den rigtige løsning

Forleden dag viste jeg vores nye sengebordsløsning frem på instagram. Vi har siden soveafdelingen blev bygget sidste år ledt efter den helt rette løsning til opbevaring af bøger, briller og tlf/vækkeur. Med en indbygget seng er det jo begrænset hvad der er af gulvplads langs sengen (læs ingen). Vi har kigget på gallerihylder, sengegavl med indbygget opbevaring, vægkasser, kroge, ophæng osv. Vi har virkelig været mange muligheder igennem. 

Så var det at instagram inspirationen kom til hjælp. Christine viste sit nye lækre gæsteværelse frem, og lige der i en lille bitte firkant på min tlf var svaret på vores søgen.

Ikea havde svaret

Ikeas nye opbevaringssystem Skådis har jeg længe kigget på, men kun som en mulighed til vores multirum og Michaels værksted. Jeg havde slet ikke tænkt tanken at det kunne passe ind som sengebord. Da jeg så Christines gæsteværelse faldt 10 øren på plads og lørdag i sidste uge drønede jeg afsted til Ikea for at hente den ideelle sammensætning. Vægplade, hylde, magasinholder og et par kroge. Lørdag eftermiddag fik jeg sat min mand igang med boremaskine og vaterpas og vupti vupti så var det hele oppe og vores soveværelse føles endelig helt færdigt! Mere skulle der ikke til.

(Jeg drømmer stadig om en sengegavl og et smukt sengetæppe, men det kommer når det helt rigtige viser sig. Ligesom med sengebordene)

 

Skriv et svar