Om at stole på sin base og have tillid helt ned i maven

Min mor læste mit tidligere indlæg om lille-store-Erik-på-tværs. Hun kommenterede det for mig og det affødte en lille snak som har rumsteret i mit hoved idag.

Den gang mor var dreng

Vi snakkede om hvordan jeg og mine søskende havde været som teenagere. Havde vi været grænsesøgende, grænseoverskridende, provokerende, dovne, modvillige osv? Min mor kunne ikke mindes det. Hun mindedes ikke at vi opførte os som hun var blevet advaret om teenagere ville gøre og hun mindes ikke at vi opførte sig som hun hører at teenagere opfører sig idag.

Hvordan kunne det mon være? I vores snak kom jeg frem til at vi alle tre havde en helt dyb grundlæggende tillid til vores base, vores hjem, vores forældre. Siden vi var små har vores mor gjort meget ud af at være nærværende og 100% til stede i løbet af dagen. Når vi kom hjem fra skole var der altid eftermiddagsmad, the og hyggesnak om dagen der var gået, også selvom klokken var 5 minutter i aftensmad. Det var vigtigt for vores mor at vi samledes og fik set hinanden.

Samme ro i min familie
Et sløret billede fra en fjollet aften. Et billede som trods manglende skarphed siger alt. Mine 4!

Nu skriver vi 2018, det er 25 år senere, jeg er blevet voksen og mor til 4. En tumling, en lille-mellem-stor, en tweenager og en næsten-og-lige-ved-teenager. Jeg håber at jeg formår at give mine børn den samme følelse af tillid til basen. Jeg ønsker mig at mine børn også skal se tilbage på en barndom hvor deres forældre var nærværende. Jeg forsøger at minde mig selv om det hver gang rutinerne skrider og kaos kigger frem. Jeg forsøger at holde fast i de bitte små ting som har så stor betydning. Godmorgenroen, eftermiddagshyggen, aftensmadsnakken og godnatputningen. Fire tider på dagen hvor vi får givet den mest oplagte chance for nærvær og tryghed.

Det vigtigste er bevidstheden

Jeg fejler, det gør jeg helt sikkert. Jeg har tårnhøje forventninger til mig selv og min mand. Forventninger som kan være svære at leve op til når man ikke kan styre hele verden og bestemme hvordan den skal dreje og hvor sol og måne skal stå.

Heldigvis sagde min mor engang til mig. “Du skal stræbe efter at være den ‘gode nok forældre’, ikke den perfekte, for perfektion kan ingen leve op til”. Den gode nok forældre kan både sejre og fejle. Den gode nok forældre er både i overskud og underskud. Den gode nok forældre tør vise at de lever. Det aller vigtigste er at vi er bevidste om hvor vi kan handle og hvor vi ikke kan. Hvad vi vil og hvad vi ikke vil. For hvis det ligger i bevidstheden så vil denne automatisk hjælpe til i det skjulte med at søge efter den sti der er den rigtige.

Tilbagekig

Jeg skrev i frustration om min lille-mellem-store Erik som kæmper en kamp om at finde sin plads. Jeg skrev om min frustration om at vide en masse og samtidig være mor med en million følelser i klemme. Jeg skrev et indlæg som nok mest var til mig selv, et indlæg som skulle fortælle mig sort på hvidt at jeg gør det så godt jeg kan. Det indlæg førte til et tilbagekig på min barndom og fik highlighted de steder hvor jeg selv vil sætte ind og hvor jeg selv vil gøre mere. Det indlæg fik mig til at se, at jeg som mor og vi som familie er på rette vej. Vi gør faktisk rigtig meget af det jeg med ro, tryghed og tillid kigger tilbage på. Det er godt!

Skriv et svar