Påsken

Kom, så og sejrede

Igår fik min mand og jeg mulighed for at gå en dejlig lang tur rundt om Sorø sø mens de tre store fik lov til at dase alene hjemme. Solen skinnede, fuglene sang og alle vi mødte var glade, idyllen ville ingen ende tage. Og lige der, midt på turen kom den dejligste følelse af at vi havde haft en helt fantastisk ferie med vores fire børn. Det er altså skønt at kunne tage på arbejde efter en ferie helt fyldt op af dejlige stunder med familien. Påskeferien har simpelthen sejret helt vildt og vi kan slet ikke vente til den næste!

Nej tak

Vi havde sagt nej tak til alle påskens invitationer. Vi havde i den grad brug for bare at være os seks. Ikke skulle forholde os til andre, ikke skulle være høflig og selskabelig.

Vi har sovet lige til vi vågnede, vi gik i seng når søvnen meldte sig, også hvis det var midt på dagen. Vi har spillet kort, spist dejlig mad, gået lange ture, spist endnu mere dejlig mad og lært nye kortspil. Vi har grinet, og fjollet, vi har været alvorlige og stille. Vi har lavet biografhygge med piratfilm og leget pirater i skoven. Vi har været på skattejagt i skoven  og i haven. Vi har klumpet os sammen og nydt hinandens selskab. Det har været så dejligt og jeg glæder mig nu endnu mere til sommerferien hvor vi tager til Frankrig sammen med hele vores flok.

På dybt vand, ja tak

//Det følgende afsnit er sponsoreret da vi var inviteret af Den blå planet//

En af dagene i påsken var vi inviteret i Den blå Planet. Vi takkede ja da det var over 4 år siden vi sidst havde været der. Vores minder om den blå planet var noget med utrolig mange mennesker og alt for lidt plads. Vi var spændte på om det bare var fordi vi var sarte. Vi pakkede bilen og drønede fra Sorø så vi ankom til Amager netop som den blå planet åbnede.

Akvarierne er fantastiske fyldt med, smukke, sjove, underlige, uhyggelige fisk og hajer. Niels og Erik var vildt begejstrede, pigerne synes det var hyggeligt at være tilbage. Desværre var vores oplevelse igen meget påvirket af at blive skubbet til at forældre med barnevogne der skulle helt tæt på, forældre der havde stort behov for at se den talende haj så de skubbede sig ind foran børnene og alt for lidt plads på gangene rundt på den blå planet.

Vi lavede selv en super hyggelig tur, ungerne var så søde at have med og de havde stor tålmodighed med alle de utålmodige forældre. Måske kommer vi igen en anden gang, måske ikke. Men vi er enige om at det ville klæde akvarierne hvis det blev forbudt at tage de store barnevogne og klapvogne med ind.

Skriv et svar