Fredagsslik

Fredagsslik, elsker og hader

I efteråret var jeg kommet til et punkt hvor jeg virkelig var træt af fredagsslik konceptet. Jeg var træt af at mer vil ha mer og aldrig at kunne leve op til de forventninger der var bygget op hos børnene. Jeg var træt af at spise mig dårlig i E numre og efterfølgende slås med samvittigheden fordi jeg godt vidste at det ikke var helt smart at indtage den mængde bland selv slik. 

Nye vaner

Et af de fokus som efterårets workshop havde var ikke kun at fjerne rod, men også tilføre nye gode vaner. En af de vaner jeg selv valgte at tage op var vanen, “reglen” om fredagsslik. Vi lavede en plan over ugerne, delte op og fik alle opgaven at forkæle de andre i familien når det var vores fredag.

Nu er vi en del måneder længere fremme, men reglen holder ved og især børnene er rigtig glade for det. De bruger lang tid på at tænke over hvad de vil forkæle med, de glæder sig til deres uge men glæder sig også til at se hvad vi andre finder på. Og jeg må sige at de/vi er kreative. Vi har fået alt fra hjemmelavede vingummier, slikkepinde, alverdens bagværk, æblekage, flødeboller og selvfølgelig også bland-selv-slik som jo er fantastisk når det kun finder sted hver anden måned.

Kartoffelkage med ekstra kærlighed

I juleferien havde vi droppet fredagshyggen, altså den spiselige hygge, da der var så mange dage med mad, kage og slik. Men nu er vi igang igen og i fredags var det Ellens tur. Hun har hele juleferien set den store bagedyst, forfra og bagfra og kan alle replikker uden ad (hi hi hi). Ellen havde besluttet sig for at kaste sig ud i kartoffelkagens kunst. Det var virkelig en fryd at se hende i køkkenet, hun klarede det hele selv, fra vaniljecreme til lagkagebunde, opsprøjtning af creme og skum samt overtræk med marcipan. Og resultatet, wauw! Det er en af de bedste kartoffelkager jeg nogen har smagt. Vi var alle fyldt med kagelykke og Ellen nød at forkæle os. 

Fredagsslik

Vi bliver ved med vores fredagsslik vane, næste uge er det min fredag og jeg er  så småt begyndt at overveje og planlægge hvad jeg kan forkæle min familie med. Fredagsslik-glæden varer meget længere når man starter planlægningen mindst en uge før.

 

2 comments / Add your comment below

Skriv et svar