Hjemmebagt rugbrød

En luksus vi prioriterer.

De sidste 3 måneder af 2017 gik vi igang med at få indført og gennemført et lille ønske vi havde til vores hverdag. Hjemmebagt rugbrød. I mit barndomshjem har der altid været hjemmebagt rugbrød, selv da vi boede i Paris fik min mor bragt rugbrødsblandinger fra Danmark til Frankrig, det var et stort hit blandt mine franske venner. Generelt synes mine venner at det var en fest at spise dansk frokost hjemme hos os.

Billedets ringe kvalitet skyldes at jeg har kopieret det fra min instagramstory.

Sæt igang

Min mor bager, i mine øjne, det lækreste rugbrød. Saftigt, kærnefuldt og lige præcis så “syrligt” som jeg kan lide rugbrød. I slutningen af september fik jeg en portion surdej af min mor, den skulle lige stå 1-2 uger og blive helt klar. Så da min mand gik på barsel 1. oktober tog vi hul på rugbrødsbagningen. Jeg havde en ide om at det ville være super besværligt og tidskrævende. Men det må jeg sige var forkert antaget. Det tager 2,5 dag at bage rugbrød, men arbejdstiden er max 20 min i alt, og så har man efterfølgende det lækreste hjemmebagte rugbrød. Hos os holder en portion ca 2 uger.

Siden vi gik igang med projekt hjemmebagt rugbrød har vi kun købt rugbrød én gang, og det var simpelthen fordi vi lige skulle lære hvor meget rugbrød der skal være tilbage når vi starter næste portion om. Her til morgen har jeg netop taget to varme, sprøde rugbrød ud af ovnen, de står nu og køler af og hele huset dufter fantastisk af hjemmebagt.

Mias hjemmebagte rugbrød 2-3 stk

Surdej: 1. gang der skal bages rugbrød starter man med at lave en surdej, det tager derfor et par dage mere.

  • 4 dl rugmel
  • 3 dl kærnemælk
  • 1/2 tsk salt

Det hele røres sammen, tildækkes og står 2-3 dage ved stuetemperatur.

Rugbrød dag 1:

  • ca 450 g surdej
  • 13 dl lunkent vand
  • 3 spsk salt
  • 300 g hvedemel
  • 560 g rugmel
  • 560 g knækkede rugkerner

Det hele røres sammen i en stor skål, jeg bruger min store kenwoodskål, men mor brugte i gamle dage en opvaskebalje som var indkøbt til formålet. Dejen tildækkes med et fugtigt viskestykke, står 1 døgn ved stuetemperatur.

Rugbrød dag 2:

  • 2 flasker hvidtøl
  • 1,5 spsk honning
  • 600 g knækkede rugkerner
  • 300 g hørfrø
  • 300 g solsikkefrø

Hvidtøl og honning røres i dejen. Resten tilsættes. Når dejen er rørt godt sammen tages der ca 450 g surdej fra til næste gang. Den skal stå i køleskab til ca 8 timer før den tages i brug igen. Resten af dejen fordeles i 2-3 smurte rugbrødsforme alt efter str. Rugbrødene stilles til hævning en sidste gang tildækket med fugtigt viskestykke ved stuetemperatur i 1/2 døgn.

Bages ved 200 C i 5 kvarter nederst i ovenen(1,5 time ved to store forme) . Når uret ringer slukkes ovnen og rugbrødet står yderligere 15 min ved slukket ovn. Vendes ud af formene så snart de tages ud og køler af på en bagerist.

God fornøjelse.

 

 

 

6 comments / Add your comment below

  1. Godt nytår!
    Lyder dejligt med hvidtøl, det skal jeg da prøve:-)
    Vi begyndte også med surdej og gode brød i efteråret 2017 og har nu fået en lækker røremaskine, så:-)
    Tak for inspirationen og en god dag ønskes herfra:-)

    1. Min mand og jeg gav hinanden en røremaskine i barselsgave da lillebror kom til, og siden har det taget fart. 🙂 Elsker alt vores nybagte brød! 🙂

  2. Jeg elsker også at vi i 17 kom i gang med at bage rugbrød, det er så lækkert! Vi pakker det ind, mens det stadig er lunt, i et viskestykke og der efter en plastikpose, så bliver skorpen lidt mere børnevenlig 😀

Skriv et svar