I min kreative omgangskreds er der #1

I min omgangskreds er der så mange fantastiske og kreative mennesker. Mennesker der lever af deres kreativitet og mennekser som jeg ser op til

Min kreative omgangskreds

Jeg vil det næste stykke tid vise frem og skrive lidt om alle de fantastiske kreative mennesker der er i min omgangskreds. Nogen er tæt på, andre mere perifert men fælles for dem alle er at jeg er super stolt af at kende dem, kende til deres arbejde og ønsker dem alle den største succes med deres kreative virke.

My every day circus

Den første kreative sjæl jeg vil skrive om er illustrator, kunstmaler, dimsudvikler og multikunstner Nadia Staldgaard. Nadia og jeg mødtes for 2,5 år siden til et marked i Vejle. Vi var begge lidt fortabte i den store hal og fandt hurtigt ud af at rykke lidt rundt på de anviste stande så vi kunne slå pjalterne sammen. Inden markedet i Vejle havde jeg i flere år skrevet med Nadia på diverse sociale medier, men aldrig mødt hende i virkeligheden. Det var kærlighed ved første blik. Weekenden fløj afsted i skønt selskab og da jeg søndag vendte tilbage til Sorø var det med en ny veninde i venskabsbagagen. Siden har Nadia deltaget på alle de markeder jeg har afholdt i Sorø og jeg sætter stor pris på at hun er dumpet ned i mit liv.

En pen med magi

Fra jeg første gang læste med på Nadias blog som for mange år siden handlede om hende selv og livet som singlemor til Sylvester var jeg solgt. Jeg forelskede mig i  Nadias humoristiske, varme, kærlige streg. Nadia forstår at fange det helt essentielle i det enkle og kan få en stemning frem med to streger. Nadia tegner de mest akavede morøjeblikke, de skønneste familiestunder, de dunkle tanker, ensomheden, glæden, lykken, ja faktisk hele livet.

Nadia har netop været på efterårsferie med sin søn hvor hun hver dag har postet et postkort med stemning og højdepunkt fra dagen. Jeg er vild med dem alle sammen.

Den mest personlige fødselsdagsgave

Min datter Ellen på 11 år er kæmpe fan af Nadia. Hver gang vi har været sammen med Nadia går der tegneskole i den her hjemme. Der bliver øvet, kigget efter, streget ud og tegnet forfra, for Nadia er virkelig værd at se op til. Da Ellen fyldte 11 i slutningen af sommeren var jeg på tur med Nadia. Med sig fra Svenborg havde hun den mest personlige fødselsdagsgave. Nadia havde tegnet Ellen der bager og jonglerer med kagerne. Forklædet som Ellen har på er inspireret af den fødselsdagsdug som jeg syede til Ellens 1 års fødselsdag. Jeg behøver vel ikke skrive at Ellen blev lykkelig. Billedet har nu fået æresplads på værelset og jeg kan kun forestille mig hvor fedt det må være at have et så personligt unikaværk fra en af sine idoler.

 

 

 

3 comments / Add your comment below

Skriv et svar