Igår var en stor dag

Igår, søndag den 15. oktober var på mange måder en stor dag. Der var flere ting at fejre i vores lille familie og jeg synes faktisk at vi gjorde det på bedste vis!

Buket fra haven, plukket ind igår, nu er der ikke meget tilbage.

3 år siden

15. oktober 2014 overtog vi nøglerne til vores drømmehus i Sorø. Jeg kan så tydeligt huske knuden i maven da jeg i silende regn kørte fra København sammen med mine 3 børn afsted i vores nye bil til Sorø for at hente nøglerne til det hus vi havde købt 3 mdr tidligere. Al tvivl brusede frem i kroppen på mig, regnen understøttede mine følelser og alle bilerne blinkede af mig fordi jeg endnu ikke havde lært hvor man tændte lyset på bilen. Jeg hadede den tur og var så klar til at sælge det hele igen og flytte tilbage til Amager. Da jeg drejede ned ad vores vej kunne jeg se en mand jeg kendte. Min mands onkel stod på den anden side af vejen da han var på besøg hos vores nye genbo. Det var det helt rigtige tegn. Jeg var ikke alene i Sorø, vi ville ikke blive glemt og efterladt. Onkel Erling vidste i hvert tilfælde hvor vi var havnet.

Vores hus den dag vi købte det i juli 2014.
3 år senere

Nu, 3 år senre, er jeg så lykkelig for at vi i sin tid turde tage de 16 km ekstra fra Ringsted ned til Sorø for at se hvad de havde at byde på. Jeg er så taknemmelig for at vi blev valgt frem for det andet par der havde budt på huset. Og jeg er så glad for det liv vi har fået skabt os, de venner vi har fået og den energi som byen og hele området giver os. Både børn og voksne stor trives i vores nye by og jeg kunne aldrig drømme om at forlade Sorø igen. Det er her jeg skal blive gammel sammen med min skønne mand, det er her jeg de næste mange år skal gro, udvikle mig og udfolde mig. Jeg elsker det!

7 måneder siden
Niels, 1 døgn gammel

Igår var det også 7 måneder siden at vores lille Niels blev født midt i vores stue i de første forårssolstråler. Tænk at vores drømme hus ikke bare danner rammen om vores lille familie og vores daglige liv, men også fik lov til at være stedet hvor sidste skud på stammen kom til verden ved det man må kalde for en drømmefødsel. For 7 måneder siden var han en lille bitte hjælpeløs og meget smuk baby.

7 måneder senere

Nu er han den sjoveste, gladeste og mest nysgerrige babydreng. Han kravler rundt alle vejne, giver tydelige tegn til hvad han vil og ikke vil. Leger med sine større søskende, spiser det meste mad, drikker af kop og prøver hele tiden nye ting af for at undersøge hvad han nu kan. Han er simpelthen prikken over i’et i vores lille familie og han er højt højt elsket af alle.

Niels 7 måneder gammel og fuld fart frem. (faktiks erhan kun 6 mdr på billedet, men jeg synes han er så kær)

Denne glade dag, søndag den 15. oktober fejrede vi med arbejde og hygge i haven. Kage og kakao på Sorø station og lækker aftensmad tilberedt af farmand mens vi andre legede hyggede i stuen. Så bliver det ikke meget bedre.

 

 

 

4 comments / Add your comment below

  1. Hvor er det dejligt, både høre og se, i er faldet så godt til i Sorø, selvom jeg stadig savner jer af og til på Amager 💐

    1. Det er virkelig den helt helt rigtige beslutning og vi er så glade for at vi tog springet. Men når det hele er lidt presset og ting falder sammen så savner vi Amager og vores lille trygge boble en smule.

Skriv et svar