Er jeg voksen nu?

*Tanker om at være voksen, om ikke at se sig selv som voksen og så måske alligevel være det, for det siger de andre jeg er.*

Hvornår er man egentlig voksen? Jeg tror jeg har tænkt over det spørgsmål siden min 18 års fødselsdag hvor jeg på papiret var gammel nok til at tage mine egne beslutninger. Jeg har i mange år følt at jeg var for lille og for ung til at have en mening og en holdning, altså i andres øjne, for både holdninger og meninger havde jeg masser af. Jeg var bare ikke helt sikker på at jeg var “voksen” nok til at dele dem og hvis jeg endelig gjorde så var det med en forventning om at modtageren ville tænke, nårrh det er sødt, hun har en holdning, men hun har jo ikke et liv at bygge den op på.

Jeg er gift på 11. år og er mor til 4 børn, lidt voksen må jeg da være 🙂

Min mand og jeg var de første i vores venskabskreds der fik børn, og selv om jeg på den måde var den første der fik noget erfaring som mor, og rigtig gerne hjalp når veninderne senere bankede på for at få råd om babyafføring og gylp så var det stadig med forventningen om ikke at blive taget helt alvorligt.

Er jeg voksen nu?

Jeg ved ikke hvor den tanke kommer fra, ikke at være voksen nok til at blive taget alvorligt. Men den har fyldt meget i rigtig mange år. Når jeg kiggede mig selv i spejlet så jeg en 14 årig pige med usikkerheden strålende ud af øjnene, også selv om jeg var 30 år og mor til to. Nu er jeg 35 år og dermed tættere på 40 end 30. Er jeg så ved at være voksen?

Hvad vil det overhovedet sige at være voksen nok? Er det alder, ansvar eller erfaring?  Jeg tænkte engang at jeg var voksen når jeg skulle tage ansvar for et andet menneskes liv, og på sin vis kan man da også godt sige at jeg var voksen da jeg som 24 årig blev mor for første gang og havde fællesøkonomi. Men jeg følte ikke at jeg som 24 årig kunne have ret til at være voksen, jeg vidste jo ingen ting om det rigtige liv. Jeg tror egentlig stadig at jeg tænker at voksen er noget man vokser sig til. Voksen er en sæk man fylder med livet og så kan man engang imellem åbne sækken, kigge ned og tage det op man lige står og mangler. Men hvornår er sækken så fyldt nok til at man kan trække voksenkortet?

Børnene siger jeg er voksen

Om to dage skal min lillesøster giftes, så er alle vi tre søskende sendt videre ud i vores helt eget liv. For 3 uger siden fik min lillebror sit barn nr to og jeg selv blev mor til nr fire for 5 måneder siden. Når vi mødes så ser jeg tre voksne mennesker, voksne mennesker med voksen liv og voksen hverdag. Når jeg er på arbejde i børnehaven siger børnene at jeg er en af de voksne, selv om de undrer sig over at voksne kan lege. Jeg tror de har ret, jeg er ved at være voksen. En gang imellem har jeg dog stadig brug for at trække barnekortet og krybe tilbage i mors skørter, få et kæmpe kram og en forsikring om at alt er godt.

Jeg er ikke helt sikker på hvor jeg vil hen med dette indlæg. Måske det bare var nogen ord der havde brug for at komme ud sort på hvidt. Hvad er jeres tanker? Hvornår blev i voksne?

 

 

Skriv et svar