En tur ud i det blå

Mandag morgen sad vi i drivhuset og spiste morgenmad da en sms tikkede ind fra Frederiksberg vandværk, en vandledning var hugget over og alt vand på Frederiksberg i Sorø var væk. Så tog det os ikke mange minutter at beslutte en tur ud i det blå. Vi pakkede bilen og kørte mod Møn. Planen var at tage første stop i Stege. Vi parkerede bilen ved den gamle sukkerfabrik og startede med at besøge Møn bolchefabrik. Her fik de tre store lov til at vælte sig i bolcher og fylde et helt glas med bolcher i alle regnbuens farver, børnelykke. Vi fik også set hvordan den kogende sukkermasse laves om til de lækreste bolcher, det er altså ikke helt dårligt at få lov til at smage sådan helt lune og frisklavede sukker klumper. Da vi kiggede på var bolchekogeren igang med at lave hvepsestik, meget stærke lakridsbolcher, havde det været en mere børnevenlig smag tror jeg også vi var hoppet med på at lave egne slikkepinde, det må blive næste gang vores blå Solvej (bilen) vender snuden mod Møn og Stege.

Efter bolchefabrikken gik vi 300 m hen ad vejen til Thorsvang samlermuseum. Jeg havde set museet fra bilen og havde egentlig ikke de store forventninger til et samlermuseum. Tror jeg forestillede mig noget med enormt mange kuglepenne og ølkapsler. Men jeg må sige at mine forventninger blev gjort til skamme. Lige fra vi trådte ind ad døren var både vi voksne og de tre store børn på. Børnene fik ved indgangen udleveret en quiz som fik dem rundt på hele museet. Museet er bygget op om den lille fiktive by Thorsvang. I Thorsvang er der alt hvad hjertet kan begære. Købmand, slagter, bager, låsesmed, frisør, legetøjsbutik, skomager, skibsproviant, smed, autoværksted, skole, tivoli og meget meget mere. Man går rundt mellem de forskellige butikker og får rig mulighed for at opleve hvordan det var da morfar var en lille pige. Det er muligt at købe mad i cafeen på museet, det så rigtig lækkert ud så mon ikke vi skal prøve det en gang? Man er også velkommen til at tage sin egen mad med og spise det ude ved det lille tivoli. Da vi var færdige ved Thosvang kunne vi sagtens ha vendt bilen mod Sorø, for både bolchefabrikken og museet havde været rigtig gode oplevelser som havde fyldt os alle med godt humør. Vi havde dog lovet en tur til Møns klint så vi fortsatte mod syd. 

Vejret mandag viste sig fra sin smukkeste side så turen gennem Møn var en sand sommerfornøjelse. Korngule marker, valmuer, kornblomster, lærkesang og små hvide skyer på den blå himmel. Lige som det skal være. Da vi nærmede os Møns klint og Geocenter Møn kunne vi godt se at vi ikke var de eneste der havde fået den geniale ide at køre til klinten. Efter 30-45 minutter i kø for at komme til parkeringspladsen besluttede vi os for at fortsætte mod Klintholm havn i stedet. Så snart det var muligt forlod vi køen og kørte mod en frokostplads på havnen. Vi havde den hyggeligste picnic med klappere, brikjuice og leg på molen. Inden vi kørte hjem havde vi lovet en is hos Møn is. Det er altid en super oplevelse, søde dyr og personale og SUPER is. 

Skriv et svar