Jeg har sagt det før

Som jeg skrev om i sidste uge skal der nogen gange ikke så meget til. I torsdags da ungerne var daffet i sommerhus tog malermesteren ved mig og jeg fik ført en af de ideer ud i livet som jeg har haft næsten siden vi flyttede til Sorø.

Vi købte et stort smukt egetræsbord da kontrakten på vores hus var underskrevet og vi havde en indflytningsdato i hånden. Bordet var stilet, klassisk, enkelt og brunt. For brunt fandt jeg hurtigt ud af. Brune gulve og brunt bord spillede ikke sammen i min regnbueverden, og da det så viste sig at være noget nær umuligt at holde pænt med tre grissebasser i huset begyndte jeg hurtigt at drømme om smukke malede flader.

Med hjælp fra flüggers farveapp fandt jeg frem til en smuk mørk petroleumsfarve der spiller smukt sammen med min kusines billede som hænger i “spisestuen”. Bordet har fået 4 gange og ser ud til at holde ret godt. Det fik lov til at stå fra fredag morgen til søndag aften uden nogen rørte ved det. De sidste dage har vi brugt mine planetbordskånere under tallerkner og andet der kan ridse. Om en uges tid skulle det være helt hærdet og klar til dagligdagsbrug.

Nogen gange skal der ikke så meget til, og har man set sig sur på en væg, et møbel eller en farve så kan det kun betale sig at male. Selv en lille ændring kan give store forandringer.

Farven hedder 3487.

Skriv et svar