Når katten er ude, danser malermusen

I vores nye hus er badeværelserne ikke noget at skrive hjem om. På 1. sal har vi forsøgt at dække over mangler med bunker af billeder og farvede håndklæder. Det virker og børnene er glade for det. I stueetagen har vi et mareridt af et laksefarvet badeværelse med en bort af blomster og guld. Jeg har virkelig haft mange ideer oppe og vende men det meste kan ikke lade sig gøre og i virkeligheden ville den bedste løsning nok være at ramme væggen med en forhammer. Det er så også den dyreste løsning.

Idag har jeg været hjemme med bunker af energi. Noget at den energi endte i en bøtte hvid maling og en masse lækker neonfarvet pigment. Indersiden af døren blev neonpink/koral og står nu og lyser op både når døren er åben og giver hele badeværelset lidt pang når den er lukket.

Jeg lavede to små billeder som kunne dække over to store huller i væggen fra et gammelt skab, de giver et sjovt og let udtryk til rummet og spiller godt sammen med den vilde dør. Malingen er den bedste vandfarve jeg har prøvet, købt i Butik flittig. Den er fyldt med farvepigment og giver altså en kraftig farve uden man skal søbe papiret helt ind i maling. Farverne er sprøjtet på papiret og tog ca 2,5 min at lave så et nemt lille projekt med stor effekt. De hvide rammer er fra Søstrene Grene.

Skriv et svar